Kilchoman er det nyeste og mindste destilleri på Islay, og har kun været aktiv siden 2005. Det er ét af kun få destillerier som stadig har et maltgulv, og det eneste destilleri på Islay der kan administrere alle produktionsled på deres egne faciliteter. Denne aftapning er 2015-udgaven af deres utroligt populære Loch Gorm. Whiskyen er lagret i to typer olorososherryfade, butts og hogsheads, i modsætning til den forrige udgave, som kun var lagret i butts. Dette gør sherryindflydelsen væsentligt mere udtalt, med et væld af smagsnoter af tørret frugt, krydderier og en sødme fra fadene. Midt i det hele er der selvfølgelig også Kilchomans typiske tørverøg, som går hånd i hånd med den søde sherry.