Med den seneste bølge af popularitet i whisky lavet på lokaldyrket bygmalt fra Islay falder Bruichladdich bestemt ikke bagud. Under alle deres tre mærker – Bruichladdich, Port Charlotte og Octomore – har de udgivet aftapninger af whisky lavet udelukkende på bygmalt fra øen. Denne aftapning er en 2008 vintage, og hører ind under førnævnte kategori. Da den hører under Port Charlotte mærket, er whiskyen naturligvis lavet i den kraftigt tørverøgede stil, som kendetegnede det gamle destilleri af samme navn, der lukkede i 1929. Med sin styrke på 50%, mangel på koldfiltrering og tilsætning af farvestof, og den komplekse smagsprofil er dette et strålende eksempel på hvad Bruichladdich kan præstere.