Officielle aftapninger af Mortlach har aldrig været videre almindelige, men har dog været til stede gennem “Flora & Fauna”-serien. Heldigvis besluttede Diageo at relancere destilleriets image, og udgav i april 2014 tre nye aftapninger, hvoraf denne er første led i serien. Rare Old er lavet på en blanding af whisky fra eks-bourbon- og eks-sherryfade, og giver et lidt anderledes udtryk af Mortlach end man typisk ser. Hvor destilleriet er bedst kendt for deres fyldige, kødfulde karakter i sherrylagrede aftapninger, så er Rare Old lettere og blødere, og mere alsidig grundet de forskellige fadtyper. Den er aftappet ved en styrke på 43,4% – det er altid godt at se en lidt højere styrke på det nuværende marked!