Glenlivets serie af fadspecifikke aftapninger hedder, meget passende, Nàdurra, som betyder naturlig. Dette er passende da Nàdurra-aftapningerne illustrerer forskellige fadtypers natur, og den forskellige indflydelse som de hver især kan give whisky. Denne aftapning er sammensat udelukkende af whisky lagret i de bedste førstegangsfyldte fade lavet af amerikansk hvid eg, hvilket også er årsag til den naturligt lyse farve. I og med at fadene er førstegangsfyldte bringer de utrolig meget smag til det rå destillat, og tilføjer fyldige noter af vanilje, egetræ, træfrugter og generelt en klassisk Speyside-profil. Aftapningen er desuden aftappet ved fadstyrke på heftige 59,8%, og er hverken tilsat farvestof eller koldfiltreret. I sandhed en Glenlivet hvor der ikke er skruet ned for noget!