Glenlivet er et destilleri som de fleste kender. Det ligger i hjertet af Skotland, Speyside, lige ved floden Livet, og er et af de mest ikoniske destillerier for området. Glenlivet står for den klassiske, frugtagtige smag af Speyside, og har gjort det siden 1824. Desuden er deres 12-årige aftapning en af verdens bedst sælgende whiskyer. Det er dog ikke kun ved en “ung” alder på 12 år at destilleriet kan levere. Denne 21-årige aftapning, Archive, er et pragteksemplar på hvordan mange år i egetræsfade kan give en utrolig kompleks og lækker whisky, hvis blot fadene er de rigtige. Og det må man sige at de har været! Archive er både lagret i sherry- og bourbonfade, som giver en lækker, harmonisk smagsprofil, med fremtrædende noter af egetræ, vanilje, tørret frugt og blomsteragtige elementer. Den leveres i et flot hylster af træ, som er meget præsentabelt til gave.